| Notes |
- Min USA-tur 2005
- ?10 minutters? oplæg af Sven Sjørslev, Lille Borgergade 19,2.tv., 9400 Nørresundby ? tlf. 98 29 43 31 ?
E: sven-sj@stofanet.dk i regi af Slægtshistorisk Forening for Aalborgegnen ? afviklet mandag 3. oktober 2005 i konfirmandstuen på Aalborg Stadsarkiv:
Jeg har slægtsforsket i mange år, og jeg fik som voksen at vide, at min ?morfar? ikke var min rig¬tige morfar. Min biologiske morfar hed Marius Martinus Christiansen, han var urmager og søn af skoleinspektør Bendiks Hans Christiansen og Anne Marie Thomsen fra Vester Nykirke, Skads, Ribe. Marius var født d. 21 august 1881 som nummer 4 af 6 søskende. Min mor talte ikke ret gerne om det, jeg skulle ?slide? mig til oplysningerne. For ca. 15-16 år siden fik jeg mere rede på den del af familien, og jeg fandt via udvandrerarkivet i Aalborg ud af, at Marius en kort tid havde arbejdet i Christiansfeldt i Slesvig og derfra var han emigreret til USA, han sejlede fra København med DFDS´s skib Oscar II den 5 april 1905 med ankomst New York den 18 april 1905 med angivet destination en søster og svoger i Minneapolis, Minnesota. Familien var søsteren Ingeborg og hendes mand Frederik Pedersen med deres to børn 4-årige Rigmor og spædbarnet Ernst.
Marius havde haft et forhold til min mormor Anna Christine Rossen, hvilket resulterede i, at min mor blev født d. 21 oktober 1904. Marius blev tilsagt i retten i Esbjerg, hvor han måtte erkende forholdet, og han indvilgede i at betale 60 kr/år til barnets fyldte 14 år. Min mormor var selvstændig dameskræderinde i Esbjerg på dette tidspunkt, og jeg ved da ikke, hvem af dem der brød forholdet, min mormor var selvstændig nok til at have gjort det, men det var vel mest almindeligt på den tid, at det var manden!
Det var først sidste år, der gik virkelig hul på bylden, da Birgit Øskov skrev i en af sine e-mails om links til en journalist i USA ? Lisa Petersen ? med forbindelse til ?The Danish Pioneer? ? se denne tråd http://www.dis-danmark.dk/forum/read.php?f=4&i=7127&t=7094#reply_7127 - Jeg mailede til Lisa Petersen med mine oplysninger, og hun fandt nekrologer i avisen i Minneapolis, hvoraf det fremgik, hvornår og hvor Marius var død, og at han efterlod sig 3 børn og 6 børnebørn. Der var også navne og adresser på et par af dem bl.a. på Walter W. Christiansen, som var barnebarn af Ma¬rius, som jeg jo også er. Jeg turde ikke ringe til Walter, så i august sidste år skrev jeg et brev til ham og forklarede grunden til min henvendelse. Der gik noget over en måned, før jeg fik brev fra Wal¬ter, hvor han meget skeptisk spurgte mig, hvor jeg havde denne viden fra. Jeg fotokopierede så min mors dåbsattest, adoptionspapirerne og Marius´ accept af adoptionen (min mormor var nu gift med kobbersmed Frederik Stevenius), og det overbeviste Walter så meget, at han skrev tilbage ?cousin? etc. Jeg fik oplyst, at den yngste af Marius´ tre børn ? Margaret ? stadig levede, hun var 84 år, på plejehjem og ved at blive en smule senil. Walter G. havde tre sønner Walter, Richard og George, Ada havde en datter Jean, og Margaret havde to døtre Judy og Kay. Disse seks børnebørn af Marius (som jeg) havde tilsammen 10 børn, og de boede næsten alle sammen i Minneapolis. Walter viderebragte mine mails til kusinerne, og jeg fik mails fra dem også, Judy startede med at sige ?how exciting?, og en heftig korrespondance kom i gang. Da vi begyndte at tale om en even¬tuel tur til USA i sommeren 2005, sagde Judy, at så kunne vi bo hos dem, vi behøvede ikke at ofre hotel, og de ville også gerne tage os med til deres ?Lake-home? i Wisconsin , hvis vi ventede med at komme til juni eller senere, ellers var der for koldt, det er jo staten lige syd for Canada. Da jeg fejrede min 70-års-fødselsdag i september 2004, ønskede jeg mig overvejende dollars til denne ef¬terhånden lidt planlagte tur, hvad skal man ellers ønske sig? Vi havde et par gode venner/naboer på Skovgården, som driver et rejsebureau, der hedder ?Sport International?, der rejser mindst to gange om året i USA, så de hjalp os med at finde ud af hvilke stater, vi skulle besøge og i hvilken rækkefølge, og de kunne leje biler til os med deres rabat etc. Selve bookingen af fly og et par ho¬teller skulle en af deres venner, der er direktør i et andet rejsebureau tage sig af, og det gjorde han til stor tilfredshed.
Vi startede så fra Aalborg Lufthavn onsdag d. 18 maj om eftermiddagen og fløj over Kastrup ? Reykjavik ? San Francisco, hvor vi skulle have været ankommet 19.30 lokal tid, men det var deres jomfrurejse fra Island til San Francisco, og der havde været nogle problemer, så vi var forsinket 4 timer, så det blev alt i alt en flyvetur på ca. 16 timer ? det er langt. Vi skulle have været kommet i dagslys, men nu var det mørkt, det gjorde det vanskeligere at navigere til vores hotel. Det er jo større forhold end i Danmark, så først kørte vi med et metrotog i lufthavnen til vores bagage¬udlevering, og så kørte vi med et andet tog til biludlejningen, hvor vi skrev under på papirerne, og så pegede de ud i en stor garagehal, og på et givet område holdt ?full-size?-bilerne, vi skulle bare tage den, vi gerne ville have og køre ud gennem porten, hvor de lige stemplede papirerne, og så var vi ude i mørket i San Francisco. Da vi havde kørt nogle miles, fik vi øje på Holiday Inn Expres, som skulle være vores hotel, og glade var vi, indtil det viste sig, at det ikke var det rigtige hotel. De var nu flinke og ringede til det andet hotel og sikrede, at de holdt reserveringen, og de forklarede, hvor vi så skulle køre hen, men vi kørte selvfølgelig forkert igen. Det regnede, og gaderne var menne¬sketomme, men endelig fandt vi en ensom nattevandrer, og han vidste heldigvis, hvor vi skulle hen, og så kom vi hjem og i seng, og det var også hårdt tiltrængt.
Torsdag morgen spiste vi dejlig morgenmad på hotellet, og så tog vi hotellets ?shuttlebus? til lufthavnen og derfra med toget til centrum i San Francisco, hvor vi skulle ud langs pier-ne i havne, vi skulle finde stedet, hvor færgerne afgik til fangeøen Alcatras. Vi havde en flot tur ud til øen, og vi havde en interessant rundvisning i det gamle berømte fængsel (og uhyggelige), hvor Al Capone og mange berømte gangstere havde siddet fængslet i mange år. Præsident Clinton udvirkede, at dette berygtede fængsel blev lukket i 1963, og indianere invaderede det i et par år i en slags opstand og protest, og nu er det altså offentligt tilgængeligt som museum, og det er yderst interessant.
Næste dag tog vi en guided tour rundt i San Francisco med en dobbeltdækker, vi så broen Golden Gate og mange andre interessante ting.
Tredje dag startede vi turen ned langs Stillehavet, hvor vi bl.a. gjorde ophold i Carmel og i Santa Barbara (Michael Jackson!). Californien er meget smuk, men det er et meget hektisk om¬råde, hvor man hele tiden skal holde tungen lige i munden. Vi overnattede på hotel i Los Angeles nær lufthavnen, hvor vi afleverede bilen, så vi var klar næste morgen til vores videre færd.
Onsdag d. 25 maj fløj vi så Los Angeles til Denver Colorado, hvor vi fik den næste flyder - en Chevrolet Impala - og så tog vi den rundt i Rocky Mountains og længere sydover, hvor vi besøgte Mesa Verde (grønne plateau), som er et stort bjergområde, hvor man har udgravet, hvor indianerne boede i huler i bjergvæggene for 2500 år siden, man fandt det for små 100 år siden. Vi havde ikke problemer med at køre bil dernede, men vi kørte hele tiden vild, og det var ret problematisk p.g.a. det udstrakte og forvirrende vejnet. Amerikanerne var dog flinke til at give plads, når vi var kommet i den forkerte bane o.l. En dag var det helt galt, og jeg fandt en Highwaypatrol i den modsatte side, som det lykkedes at komme tilbage til. Jeg kørte ind bag ham og steg ud, og jeg blev skældt huden fuld, for man holdt ikke ?bag? en politibil men foran, og jeg sagde, at så kunne jeg bare flytte mig, men nu kunne det jo være ligegyldigt, og de det så viste sig, at han havde været tysk gift, så skulle vi også snakke lidt tysk, og han tegnede og fortalte og sikrede sig, at vi fandt det rigtige sted hen. Næste dag blev vi også standset med blink og hylende sirener, de havde dog taget fejl af en anden, så de undskyldte, og vi kunne bare køre igen. De kører i øvrigt pænt der¬ovre og overholder fartgrænserne, de kører ikke så stærkt.
Efter at have afleveret denne bil fløj vi så onsdag d. 1 juni fra Denver til Minneapolis, hvor Judy stod i ankomsthallen med en fin buket blomster til velkomst, det var ganske rørende. Vi skulle endelig bo den uge hos hende og hendes mand Mike, de boede i et lækkert hus i Minneapolis i et kønt forstadsområde ved lidt skov og en sø. De var så bange for, at vi skulle kede os, så det blev en meget hektisk uge.
Vi startede med at besøge Judys mor ? Margaret ? som altså er min moster, hun er på plejehjem, hun er lidt senil, men alligevel er hun forholdsvis frisk, og hun har en humor, der minder mig meget om min mor. Hun ligner både min mor og min ene søster, og hun siger selv, at når jeg smiler, så minder jeg hende om sin far ? altså min morfar.
De tog os med rundt i Minneapolis og i Kulturparken, vi spiste meksikansk mad, og vi så parken med vandfaldene og statuer af Hiawatha og Minnehaha, ifølge den gamle legende, som jeg ikke selv rigtigt kan huske. Fredag aften var vi til familiemiddag hos fætter Walter og hans tyskfødte kone Angelica, som han har hentet hjem, da han var i militæret i Tyskland i 1963. Deres 3 voksne sønner og deres koner var der, de stod på rad og række for at hilse på os. Fætter Richard var der også. Jeg gav dem hver et eksemplar af min efterslægtstavle med tekst og billeder, og det vakte voldsom interesse og gav anledning til megen snak og debat, de havde gamle fotos til os og et par effekter fra min morfars urmager- og juvelerbutik. En morsom ting var, at Walter havde en porce¬lænsfigur af en airedaleterrier i vinduet, og da jeg spurgte, om han havde haft en sådan, sagde han, at han havde den da stadig, så den fik vi set, og det var som at møde min gamle hund, som døde sidste år, og det sætter nogle mærkelige tanker i gang. Til sidst kørte de os hen og viste os, hvor Marius havde haft sin forretning på det sidste, og hvor han havde boet.
Så blev det weekend, og vi kørte op til Judys og Mikes ?Lake-home? i nabostaten Wisconsin, det var ?ikke ret langt? sagde de, det viste sig at være ca. 3 timer på motorvej, de regner ikke afstande som vi. Det var så et dejligt bjælkehus ? Dobbelt så stort som det derhjemme liggende mellem nogle træer og skrånende ned mod en sø, hvor deres store båd lå fortøjet. Der går somme tider en sort bjørn gennem området fortalte de, men den er mere bange for os, end vi er for dem, sagde de!
Vi havde en pragtfuld weekend der med bl.a. sejltur på søen og middag lørdag aften på en nærliggende fiskerestaurant drevet af frivillige, og de havde alle sammen en eller anden skan¬dinavisk baggrund viste det sig.
Søndag morgen måtte vi stå tidligt op, vi havde sagt, at vi gerne ville med dem i kirke, de er meget religiøse og tilbringer meget af deres tid i det kirkelige miljø, så vi kørte kl. 7.30 og var fremme i deres kirke i Minneapolis kl. 11.00. Det var en stor oplevelse. Folk gik rundt mellem hin¬anden og drak kaffe og spiste kager, og børnene havde et legerum med legetanter. Der var services flere gange bl.a. kl. 12.00, som vi deltog i. Et gospelkor underholdt i kirkerummet, og to præster talte ind imellem, den ene præst var en ung kvindelig præst, som havde boet i Nørresundby i mange måneder for nogle år siden som et led i hendes uddannelse. Det hele var en meget positiv oplevelse, og jeg tror, at vi ville gå meget mere i kirke, hvis det foregik på en sådan afslappet måde, og hvor man mere har en fornemmelse af, at man var en del af helheden, jeg tror faktisk, at disse kirkegæn¬gere har en mere positiv fornemmelse af det sociale samvær, og at de føler lyst til at ?være nogle bedre mennesker?.
Da vi kom ?hjem? om eftermiddagen sad Kay og Corey på trappen og ventede på os, Kay er Judys yngre søster. De ville have os med en tur på en af deres store søer, så vi drog af med dem i stedet for at hvile os, som vi havde planlagt.
Efter sejlturen kørte vi ud til kirkegården, hvor Kay havde fået en kirkegårds-funktionær til at mar¬kere Marius´ grav, han havde nemlig ingen gravsten, de var jo sure på ham, så de havde markeret den med en rød konus, som man bruger ved vejarbejde. Sønnen Walter og hans kone Lucille lå lige foran, så han var ikke helt alene. Han havde dog også boet hos dem en tid, efter at han havde fået en stroke, han var syg de sidste par år, inden han døde.
Derefter skulle vi med dem hjem og møde deres familie, Judy og Mike deltog også + Walter og Angelica. Jeg skulle se Coreys Ford Mustang og prøve den, og jeg fik foræret en ?Ford Mustang kasket?, og der blev taget fotos. Også her blev efterslægtsbogen meget interesseret modtaget, og vi fik fin middag.
Det skal lige indføjes, at Marius´ efterkommere har gjort det meget godt derovre, de sidder alle i store stillinger og bor i store huse i de dyre kvarterer.
Mandag var Judy og Mike på arbejde, så vi tog på sightseeing i Minneapolis og St. Paul, og vi kom trætte hjem om eftermiddagen, og så var deres datter Amy og hendes boyfriend Richard der med deres lille datter, så skulle vi ud at sejle med dem på River Minnesota og Missisippi, de havde med¬bragt mad og drikke til turen, og så gik det derud af, det var også en stor oplevelse, og det var fint vejr.
Da vi kom hjem, tog vi på restaurant for at spise, og da jeg skulle til at betale, så havde Judy fået listet sit kort til tjeneren, så det kunne jeg ikke få lov til. Vi gjorde så det, at vi den sidste aften i Minneapolis gav mad, idet Mette lavede frikadeller med tilbehør, det var en succes, da var deres yngste datter Missy på besøg, hun studerer engelsk litteratur på universitetet. Vi sluttede aftenen med at aflevere vores lejede bil, som vi næsten ikke havde brugt, og vi besøgte Margaret igen.
Onsdag morgen pakkede vi vores sager, og Mike kørte os til lufthavnen, så han sørgede for, at vi kom rigtigt af sted. Vi fløj sø til New York med mellemlanding i Chicago, det var en forstyrret dag med mange forsinkelser - der var thunderstorms!
I New York tog vi en taxa til vores hotel i 48 street nær Broadway, det var dejligt og lå ganske cen¬tralt. Vi gjorde byen bl.a ved at tage med et par forskellige ruter med deres sightseeingbusser, det er nok den bedste måde at se byen på. Vi stod af ved Battery Park og tog færgen rundt om the Sta¬tue of Liberty, og så kom vi til Ellis Island, og det var yderst interessant at være der, hvor mange af vores forfædre har gået gennem søjlerne og ind til forhør og visitation.
Næste dag var vi oppe i The Empire State Building, hvor min far var for 73 år siden, lige da den var bygget. Derefter kørte vi til Ground Zero og så gennem gitteret, og så indtog vi vores frokost ved pier 17.
Lørdag aften ? den sidste ? var vi i teatret og se ?Spillemand på en tagryg?. Vi havde købt de bedste pladser, og det var et brag af en forestilling, og det var fantastisk at blive lukket ud på Broadway kl. 23 i det sydende, spruttende og blinkende virvar og med 30 graders varme. Så var turen næste slut, næste dag var det flyveren hjem.
|
1881 - 1963 (82 years)