| Notes |
- https://arkiv.dk/vis/5029981
- Egtveds sognerådsformand har efterladt sin erindring til Egtved Lokalhistoriske Arkiv, hvor han fortæller om sine oplevelser som myndighedsperson.
Chr. M. Kastbjerg, sognerådsformand i Egtved, skriver i sine erindringer fra besættelsen
Den 9. april 1940 var en strålende solskinsdag med let frost. Tidligt om morgenen vågnede vi ved en stor luftaktivitet, og blev straks klar over, at det var fremmede maskiner, der fløj over Danmark.
Ved nitiden kom skolebørnene hjem med rutebilen fra Kolding. Undervisningen var aflyst på grund af, at tyskerne havde besat hele landet. I radioen blev der udsendt opråb om hvordan landets befolkning havde at forholde sig under den givne situation. Der blev ret omgående varerationering, da der nu kunne ventes sparsomme tilførsler udefra, og da vi nu var afskåret fra omverdenen her i vort lille samfund, skete der ikke større ting. Tiden var nogenlunde tålelige bortset fra at vi skulle mørkelægge og ikke måtte sammenstimle i gaderne. Dagbladene var kommet under censur, sandheden fik man ikke at vide. Derfor var vi nogle hjem, der holdt små sammenkomster, hvor vi inviterede folk af den rette mening. For at få de sidste nyheder der var af betydning, havde vi bedt en af vore folketingsmedlemmer (i dette tilfælde Karl Olsen, nuværende rektor på gymnasiet i Viborg, dengang boende i Kolding) til at berette om nyheder inde fra rigsdagen, og om hvorledes forholdene udartede sig mellem den danske regering og besættelsesmagten.
Det var interessante og oplysende foredrag, som vi senere mand og mand imellem diskuterede under stor fortrolighed og varsomhed. Der måtte jo udvises den største forsigtighed, for at det ikke skulle komme til tyskernes kendskab. Vi havde efterhånden mange sådanne møder, og selv om der var rationering, lykkedes det dog at servere kaffe og lidt brød til sammenkomsterne.
En gang var der luftkamp over Egtved Skov, og en engelsk og en tysk maskine måtte bide i græsset og styrtede ned. Vi var nogle stykker, der cyklede ud for at tage det i øjesyn, og vi fik lejlighed til at se vragene. Et par besætningsmedlemmer, piloten og skytten lå dræbt et stykke fra vragresterne, de var klædt særlige dragter med mange elektriske ledninger, det var englændere. Den tyske maskine lå noget længer inde ved skoven, men vi fik ikke lejlighed til at se den, da tyskerne kom for at foretage undersøgelser, så alle vi nysgerrige blev i en barsk tone kommanderet væk.
Noget senere var der igen en nat luftkamp, hvor der blev kastet bomber lige vest for byen i nærheden af Snoghavegård. Vi kunne mærke jorden gynge, og mange ruder gik itu – kort sagt, krigens rædsler og gru kom os tæt ind på livet, men heldigvis blev ingen i vort lille samfund dræbt ved disse lejligheder.
Vinteren 1943-44 blev der fra håndværker- og borgerforeningen rettet henvendelse til sognerådet om, at der ved rådets mellemkomst blev oprettet et vagtværn af borgere i Egtved, da politiet var blevet arresteret af tyskerne. Sognerådet bevilligede så lokaler, lys og varme og nogle køjepladser. Udstyret bestod af hjelm, stav, lommelygte og et mærke. Hver vagtsektion bestod af 10-12 mand, hvoraf halvdelen gik to timer vagt i de forskellige gader og veje, og blev afløst af den anden halvdel i de næste to timer. Således gik de hele natten fra kl. 22 til 6 morgen. Hver sektion havde en formand, der som afslutning skulle lave en vagtprotokol og berette om alt hvad der var sket i nattens løb.
Om aftenen den 4 maj 1945 var jeg gået i seng ved 19-tiden for at få lidt søvn inden jeg skulle møde ved vagtværnet. Jeg hørte nok radioen nedenunder i spisestuen gik for fuld styrke, og et øjeblik efter kom min kone for at meddele, at nu havde tyskerne kapituleret overfor Montgomery. Så kom jeg i tøjet i en fart, og et øjeblik efter kom nogle unge mennesker, der hidtil var gået under jorden, for at meddele, at nu overtog de vagtlokalerne, og gjorde vagttjenesten. En måneds tid før, havde denne sabotagegruppe ved hjælp af plastisk sprængstof ødelagt flere lastvogne, som blev benyttet til udbygning af Vandel flyveplads.
Chr. M. Kastbjerg
|
1895 - 1978 (82 years)