| Notes |
- https://historieprojekter.tumblr.com/fiskerivadehavet?fbclid=IwAR2uCdAK6mLrb5gavEcyv8-CAW9xGgyVJBqMbVy_St5XargSRhPWjb9ieUg
Fiskeriet i Ballum-området
Gamle dages fiskeri
Lokalbefolkningen langs Vadehavskysten mellem byerne Emmerlev og Ballum har drevet fiskeri i århundreder. Området udviklede sine egne traditioner for fiskeri, som var betinget af de særlige naturforhold her. Især spillede fiskegårde en stor rolle i fiskeriet, og de stod tæt langs kysten. Fra gammel tid havde de lokale lodsejere og bønder haft fiskeretten ud for deres egne marker langs kysten, og fiskeretten strakte sig helt ud til, hvor vandet vendte ved ebbe. Af samme grund fandtes der ingen fiskeriforeninger til at regulere fiskeriet. Efter genforeningen 1920 blev lodsejernes fiskeret i Vadehavet ophævet, og fiskeriet blev frit, sådan som det er normalt i Danmark. Alligevel fortsatte de lokale lodsejere deres fiskeri som før, for de kendte metoderne og havde alle erfaringerne. Andre uøvede fiskere, der forsøgte sig, kom galt af sted og fik kun små fangster.
Fiskegårdene i Vadehavet
Fiskegårdspladserne langs kysten havde i generation tilhørt de samme lokale familier. Med tiden havde de vundet hævd på deres fiskegårdsplads, og kun når de ikke ønskede at fortsætte fiskegården, blev den efter aftale overdraget til en anden fisker. Fiskegårdspladserne stod de samme steder i mange år, men selve fiskegårdene skulle genopbygges hvert eneste år, idet de blev ødelagt af isen om vinteren. Fiskerne gik ofte flere sammen om at opbygge de store fiskegårde, men arbejdede ellers meget hver for sig selv. Fiskeriet i Vadehavet var frit, men en enkelt uskreven regel skulle dog overholdes. Hverken fiskegårde eller ruser måtte placeres på områder af vaden, som blev helt tørlagt under ebbe. På den måde undgik man at fiskene døde i fiskegårdene, og kun de lokale fiskere vidste præcist hvor lavningerne eller ”æ log” lå henne.
Fiskerne i området var som regel husmænd og arbejdsfolk, der ville skaffe et supplement til føden og tjene lidt ekstra penge. De store bønder drev normalt ikke fiskeri selv, for de kunne leve af landbruget alene. Ved Emmerlev havde Anton Lützen, Villy Kyhn og Peter Petersen fiskegårde. Ud for Ålbæk Stampemølle havde Jens Christian Schmidt en fiskegård. Den havde det problem, at den ikke kunne røgtes, når der var øvelser i militærområdet inde på land. Ud for Hjerpsted og Koldby, i Koldby Leje, stod Hjerpsted-gårdene, som tilhørte Peter Jeggesen, Peter Krogh, familien Harpøth og Niels Matthiesen. De var langt de bedste fiskegårde, for de var placeret meget langt ude på vaden, hvor der var mange flere fisk. Det lod sig gøre fordi der i Koldby Leje var et markant tidevandsskel mod nord og syd, og fordi der her var et højere terræn og mindre havstrøm. Det meste af sommeren kunne disse fiskere leve af fiskeriet alene, og de solgte deres fisk på hele egnen. Længere nordpå i Rejsby-Ballum og Nørrehus-Ballum var vandet dybere, og man måtte derfor rykke fiskegårdene tættere ind mod land og længere væk fra de mange fisk. Ud for Rejsby-Ballum havde skomager Anders Christensen og slagter Theodor Lützen nogle små fiskegårde. Andre fiskegårde tilhørte Andreas Matzen, Otto Nielsen, familien Rossen, Mads Andersen og lærerfamilien Larsen fra Nørrehus-Ballum. Ud for Bådsbøl-Ballum havde familierne Tønder og Hoffmann fiskegårde. Her havde også Anders Christensen og hans søn Hans Christensen, nogle meget store fiskegårde. Sønnen gik senere sammen med brødrene Christian og Hans Nissen fra Sødamgaard, for de ejede en granskov i nærheden, og her kunne man kunne hente granris til fiskegårdene. Sammen fangede de hvert eneste år masser af eftertragtede hornfisk, og en stor del af dem blev røgt og solgt til gode priser. I 1930erne var pengene små for alle, og det fik også flere gårdmænd til at gå ind i fiskeriet. Blandt disse var Peter Jeggesen og Peter Krogh fra Hjerpsted. De byggede nogle meget store fiskegårde og fangede op mod 300 hornfisk ad gangen i foråret.
Set fra luften af var en fiskegård formet som et stor V, hvor spidsen vendte ud mod havet og åbningen ind mod land. Fiskegården stod lige der, hvor vandet vendte ved ebbe, således at den yderste del ud mod havet altid stod under vand. Under højvande svømmede fiskene ind i mellem fiskegården og blev fanget mellem fiskegårdens arme under tiltagende ebbe. For enden af fiskegårdens spids ud mod havet var der en munding, der ledte fiskene ind i en ”hamme”, dvs. et 4-5 meter langt tarmformet net, som lå under vand på havbunden. Ved ebbe gik fiskerne ud og røgtede ”hammen” for fisk. ”Hammen” knyttede fiskerne selv i de lange vinteraftener. I 1930erne begyndte de yngre fiskere at afløse ”hammen” med bomuldsruser, for så kunne de også fange f.eks. sild og ål, og i 1950erne blev bomuldsruserne afløst af de langt mere holdbare nylonruser.
Fiskegårdens fangarme var opbygget af granris, og det var et kæmpestort arbejde at bygge fangarmene op. Der var ikke det store udbud af granris, så allerede i december begyndte fiskerne at træffe aftaler med ejere af granskove. I Januar og februar gik man så i gang med at hente grene i skove og fra læbælter mod betaling. I skoven huggede man granrisene spidse i roden, så de blev lettere at stikke ned i sandet. Intet gik til spilde, for det afhuggede flis brugtes til opfyring i komfuret derhjemme. Derpå blev grangrenene kørt til stranden og bundet sammen i bundter med ca. 25 grene i hver, og til sidst bar man bundterne på vaden og brugte dem til opbygningen af fiskegårdens arme. Man var som regel 5-6 mand om opbygningen af fiskegårdene, og arbejdet begyndte som regel i april måned efter at isen var forsvundet. Det var godt at begynde tidligt, for så kunne man fange flere fisk, men man kunne også risikere at isen kom tilbage og ødelagde fiskegården. Ofte byggede man kun de første 10 meter af fangarmene, og så udvidede man dem hver gang man gik ud og røgtede fisk. Man brugte en ”pren”, dvs. en jernstage til at trykke huller i sandet med for hver 50 cm, og så stak man granrisene ned i hullerne. De nederste kviste blev trykket med ned i hullet, for de virkede som modhager, og så sad granriset bedre fast i sandet. Granrisene blev yderligere stabiliseret ved at fastgøre enten granris eller lyng i mellem dem. Det var vigtigt at granrisene stod godt fast, for ellers arbejdede de sig op af sandet og drev væk med vandet. Derfor var det bedst hvis havbunden var klægagtig, for her sad granrisene bedre fast.
Fiskegårdene holdt hele sommeren over, men fiskerne måtte holde dem konstant ved lige. Om sommeren voksede der meget tang frem i vandet pga. lyset, og det flydende tang var et ret stort problem, fordi det slog hul i fiskegårdenes arme. Kom der et hul i en arm, så blev der dannet et lavning i sandet på grund af vandstrømmen ud gennem hullet. Så var man nødt til at genopbygge fangarmen med granris i en lille bue uden om hullet, akkurat som ved et digebrud. Disse buer og huller var ikke noget problem, men snarere en fordel, for de blev senere glimrende steder for ålestangning. Fiskegårde der var bygget op med granris var absolut de mest almindelige, men der fandtes også fiskegårde opbygget af pilekviste, og pilekvistene var mere føjelige i kraftig strøm og når der flød tang imod dem. Granris kunne derimod let knække eller blive revet op ved samme lejlighed. Pilekvistene rakte til gengæld ikke så langt som granris, og derfor var disse fiskegårde altid mindre. En sidste form for fiskegårde var opbygget af halm og brædder, men de var sjældne. Når vinteren kom blev fiskegårdene ødelagt af isen. Kun granrisenes stubbe stod tilbage næste forår, og da fiskegårdene blev bygget op de samme steder år efter år, dannedes der med tiden volde af gamle granris, blåmuslinger og mudder i op til en halv meters højde. Disse volde forbedrede fiskegårdenes evne til at fange fisk, idet voldene virkede som mure og medførte at vandstrømmen markant uddybede mundingen ved ”hammen”. En gammel fiskegård var således meget eftertragtet.
Førhen fangede fiskerne rigtig mange fisk i fiskegårdene. Dengang var der ingen begrænsninger på, hvornår man måtte fiske, og var der ikke is på vandet, så kunne man i princippet også fiske om vinteren. I det tidlige forår kom rødspætterne ind i Vadehavet for at gyde, og så fangede man dem inden de begyndte at gyde. Senere kom ”horngedderne” eller hornfiskene ind for at gyde og dem fangede man i en ”kaav”, et lille aflukke af granris for enden af fiskegårdens munding. Når hornfiskene var fanget mellem fiskegårdens arme, så gik nogle fiskere frem mod dem og hvirvlede mudderet op, så fiskene i skræk svømmede lige ind i aflukket. Det var ikke unormalt at fange op mod 200 hornfisk pr. gang på den måde. I juni var der ikke meget at fange efter, men i juli kom makrellerne ind. Både hornfisk og makreller fangede man kun i farvandet syd for Kolby Leje. I september begyndte skrubber, rødspætter og isinger eller ”bakskulder”, at komme ind, og så fangede man disse fladfisk i hele efteråret. Mere sjældent fangede man også pighvar, sild og havørreder. Når der var optræk til storm fangede man ingen fisk, for da lagde fiskene sig ned i mudderet på havbunden flere dage i forvejen. Lige så snart vejret blev godt igen, så kom fiskene op til overfladen igen. Endelig fangede man også lidt ål i særligt finmaskede ”ålehammer” i fiskegårdene, men dette fiskeri var kun minimalt.
Fiskegårdene var generelt en meget human måde at fange fisk på, idet fiskene blot blev fanget i et aflukke og kunne fortsætte med at leve i vandet. Det var dog helt afgørende at fiskegården blev korrekt placeret med mundingen i knæhøjt vand under ebbe, for ellers blev de tørlagt og kvalt, og så kom mågerne og hakkede dem til blods. Man skulle passe sin fiskegård, også om det så var om natten. Af samme grund havde fiskerne markeret stier med granris for hver 10-15 meter, så de kunne vej i mørket med en lygte. Stien blev holdt man ved lige ved den daglig vandring og ved at man slæbte sækkene med fiskefangsten efter sig på vejen hjem. Skulle man fare helt vild, så kunne man også kigge efter sandribberne i havbunden og passere dem på tværs, for så var man helt sikkert på vej ind mod højere land. Var det helt tåget, så kunne man også langsomt følge med tidevandet ind. Førhen var det ret almindeligt, at fiskerne gik ud på vaden for at hente fisk i bare fødder, da man ikke havde gummistøvler, og fordi almindelige støvler ikke duede i vandet. Det kunne være vanvittigt koldt i de tidlige forårsmåneder, og nogle gange kunne der endda være is tilbage på vandet. Så løb man hurtigt hen over vand og is, for at få varme i fødderne. Det var dog alligevel sjældent, at fiskerne blev forkølede, men de glædede sig altid meget til varmen senere på året.
Fra sidst i 1950erne begyndte fiskebestandene at svinde ind, og arbejdet med fiskegårdene kunne dermed ikke betale sig længere som før. Mange fiskere fik efterhånden også fast lønarbejde, og så havde de hverken tid til eller behov for at passe fiskeriet længere. I 1960erne begyndte også medier, naturfredningsfolk og myndigheder at blive kritiske overfor fiskegårdene. Der havde nemlig været flere tilfælde af manglende røgtning, forkert placering, og brug af ruser med kalve i, så fiskene led unødigt, før de døde. Omkring 1970 blev de traditionelle fiskegårde forbudt af samme grund. En tid var det dog tilladt med bygge fiskegårde med en enkelt arm, men de var ikke effektive. Til sidst blev også granrisene forbudt, fordi de opfangede fiskenes yngel. Dermed forsvandt fiskegårdene helt.
|
1866 - 1943 (77 years)
