Notes:

Den markante og respekterede Aarhus-arkitekt blev 89 år.

Den århusianske arkitekt Johannes Exner, der gennem et langt arbejdsliv har præget dansk arkitektur, er død. Han blev 89 år.
På vegne af E+N Arkitektur fremsendes hermed mindeord i forbindelse med, at tegnestuens grundlægger, Arkitekt Johannes Exner, er død.
Vi har modtaget følgende mindeord fra E+N Arkitektur, den århusianske arkitektvirksomhed, som Exner grundlagde:
Vi har med sorg modtaget meddelelsen om, at tegnestuens grundlægger Arkitekt Johannes Exner er død, 89 år gammel.
Johannes Exner har præget dansk arkitektur igennem flere generationer. Han satte et fagligt stort aftryk; dels som professor på arkitektskolen igennem en lang årrække, dels via sine mange kirkebyggerier og restaureringsprojekter. Johannes og hustruen Ingers omfattende restaurering og genopbygning af Koldinghus blev præmieret med Europa Nostra prisen og betragtes i dag som et hovedværk i dansk og international restaureringsarkitektur. Som en anerkendelse af Johannes Exners samlede virke modtog han desuden personligt Den danske Europa Nostra Pris i 2011.
På tegnestuen har Johannes Exners utrættelige arbejde med at udvikle projekter med stærke hovedgreb og veludførte detaljer været til stor inspiration for alle, der har arbejdet sammen med ham. Johannes Exner betragtede altid et givent problem som en positiv mulighed for at finde frem til en unik detalje.
Igennem mange år har vi nydt godt af Johannes Exners store viden og analytiske tilgang til arkitektur, hvilket fortsat er en stor kilde til inspiration og udvikling hos E+N Arkitektur.
Vi er hos E+N Arkitektur vemodige over at have mistet tegnestuens grundlægger, men samtidig stolte over at være med til videreføre Johannes Exners faglige arv. Vores tanker går i denne stund til hele familien.
Æret være Johannes Exners minde.
E+N Arkitektur


Mindeord over Johannes Exner af Kim Dirckinck-Holmfeld, Arkitekt MAA, seniorforsker og forfatter
"Johannes Exner er død". 
Stod tanken stille, da den besked kom. 
Hos mig ja. 
Det var naturligt, Johannes var 89 år gammel, og han havde oven i købet levet et meget længere liv, end koncentrationslejrfanger ellers fik tilmålt. Men Johannes?
Måske er det en form for lammelse, der indtræffer, når nærtstående går bort. Man kan  tilmed blive aggressiv. ?Det kan han sgu' ikke være bekendt.? Følelsen omkring dødsfald er ikke alene sorg, den blandes med allehånde andre, og for mig var det tabet af en evigt nysgerrig rorgænger, hvis kurs ikke var forudsigelig, dog altid interesseret i mennesker. Men også en form for havn hos en, der dybt havde reflekteret over livet og arkitekturens forhold til dette liv, uanset opgavens art. Johannes gav aldrig grydeklare svar, men han formåede at sætte tanker i sving, at udvide forståelsen og horisonten, evindelig optaget problemer, der vedrørte arkitekturens betydning for livet og tillige uudgrundelig, som da han om en prædikestol sagde: ?Bag ved nutidens bemalede overflade ligger med sikkerhed en smuk renæssancefortælling gemt, den kunne vi kalde frem ved at afskrælle de senere malingslag, og de smukke billeder, ville nok kalde på en stolthed i menighedsrådet.? Her ligger en historie gemt, men er det ikke lige så godt at vide, at den findes? Han fjernede ikke overflademalingen, men lod  forstå, at prædikestolen var magisk i form af sin skjulte historie, og han fik oven i købet menighedsrådet med på ideen i en tid, hvor sensation er en standard i sig selv, foruden selvfølgelig forbindelser eller netværk, som det hedder.
Det ragede Johannes en høstblomst. Det som til gengæld interesserede ham var at nå ind til arkitekturfagets inderste kerne; ikke blot at forstå, ikke blot at indse, men også at kunne omsætte denne indsigt i praksis ? i virkeligheden. Han misundte naturtalenter som Jørn Utzon og Johan Otto von Spreckelsen, der uden en dybtgående analyse af en problemkreds intuitivt havde fundet det samme, som han møjsommeligt og efter års studier havde kæmpet sig frem til. Snarere end misundelse var det fascination, han beundrede denne evne til synkretisk tænkning, som en genial aflæsning på et millisekund kan være. Både Johan og Jørn evnede dette, uden tilsyneladende at have sat sig grundlæggende ind i stoffet, og så måske alligevel? 
Johannes er arketypen på en reflekterende arkitekt. Uanset, hvad opgaven kunne bestå i, satte han sig ind i alt, hvad han kunne finde om sagen i fortid og nutid. Og han var ubønhørlig. Han gravede sig ned i tingene, der til tider kunne stige ham over hovedet, men denne kamp med ideerne og materien på en og samme gang gjorde ham tillige til en af de betydeligste danske arkitekter i nyere tid, og måske en af de bedste pædagoger. Hans engagement var smittende, og hans uudtømmelige nysgerrighed, hans empatiske og aldrig docerende eller bedrevidende holdning, hans optagethed af næstens problem, gjorde ham også i bibelsk forstand til den gode hyrde. I mere end 30 år stod han som den måske mest indflydelsesrige og prægende lærer i Arkitektskolen i Aarhus ? og helt uden at konkurrere med andre.
Man kan ikke vide, hvad der ellers ville være sket på skolen, hvis det ikke var for et tilfælde. Johannes, der var medlem af ?den nye Hvidstengruppe?, blev sammen med sin far taget af Gestapo, og han fik bank i Spanien, den fine badeanstalt i Aarhus. Her kunne blodet skylles væk uden problemer. Oven i købet skulle han udholde, at hans elskede far skulle udsættes for tortur eller død, men han fraveg ikke sin historie. Han havnede i Frøslev med et brækket kæbeparti, og kunne ikke tage føde til sig. En interneret læge gav ham så en træstump, som han kunne bruge til at vride kæberne op: ?Det var ikke behageligt?, huskede Johannes; ?det var et tilfælde, men ellers var jeg død af sult?. 
Således og ad skæbnens irgange fandt han senere sin livsledsagerske, Inger, der gik på Kunstakademiets Arkitektskole. Han kendte hende fra gymnasiet, og han, der ellers ville have været forstmand, blev vendt imod arkitekturen. Inger kunne alt det, som han ikke kunne. Hun var og er en glimrende tegner. Hun har måske tillige et mere realistisk syn på timelige ting som økonomi etc., men frem for alt er hun selv en fremragende arkitekt. Det er blevet sagt, at hun skulle være administratoren i firmaet, men det kan hun ikke degraderes til. Inger og Johannes er uadskillelige, og deres værker kan netop ikke skilles ad på personer. 
Det er kendt, at Inger og Johannes Exner især har arbejdet inden for kirkebyggeri og restaurering, eksemplificeret ved deres mange kirker og Koldinghus. Det er vel ikke nødvendigt at sige, at de inden for begge områder har skabt epoke. I kirkebyggeriet via Johannes? evindelige nysgerrighed og Ingers følsomhed. Johannes, som henad vejen skabte den teoretiske begrundelse for det såkaldte cirkumstantesprincip, som de første gang brugte i Nørrelandskirken i Holstebro. 
Siden fulgte mange, mange kirker, men det var især inden for restaureringsområdet, at Johannes for alvor fik rusket op i debatten, både teoretisk og praktisk. Han opfandt oven i købet nye fotometriske opmålingsmetoder i kampen med det ret enorme Koldinghus, som ikke på gammeldags maner kunne være opmålt inden for budgettet. Det var bygningen som bærer af vidnesbyrd om hele den forudgående historie, der optog han: ?Fortælleværdien? som han kaldte det. 
Inger og Johannes var blevet spurgt, hvor lang tid de skulle have til at restaurere Koldinghus, og Johannes havde sagt: 20 år! Efter nogen tøven havde det noget befippede Boligministerium så sagt ja. Og, sagde Johannes: ?det tog 20 år med bøvl og problemer.? Bøvl henregnede han under uønskede hændelser, som politisk bævl eller ubegavede administratorer, medens problemer netop var en udfordring: Hvordan løser vi det lige?
Jeg har i flere omgange haft den glæde at samarbejde med Inger og Johannes, og er altid gået inspireret fra møderne; de havde såmænd også udset mig til at skrive bogen om dem, men jeg måtte melde pas som følge af overarbejdelse. Det var jeg dengang ked af, men efter at have anbefalet Thomas Bo Jensen til at skrive bogen, må jeg indrømme at have været heldig: Et mere værdigt minde har man ikke kunnet sætte de to.
Utvivlsomt kan Thomas fastslå Inger og Johannes? betydning for fag og undervisning; det er for mig så selvindlysende, at jeg vil nøjes med at citere Lars Juel Thiis:
?Johannes er i sig selv det største monument, som underviser, der har præget generationer, og som arkitekt, der har inspireret. Jeg spurgte ham engang, hvorfor han stadig brugte kvadratet? Jeg er endnu ikke blevet færdig med det, svarede han.? 
Man kan måske heller ikke blive færdig med Inger og Johannes, men man kan måske nu, efter det store livsværk reflektere som Paulus, og måske herved finde sammenhængen og storheden i disse to menneskers værk:

?Således ser vi som i et spejl, en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg som selv er kendt fuldtud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.? 
Her ved afslutningen ser vi så storheden af en livsindsats, som fragmenterne ikke kunne vise os, og som vi stadig ikke kender ?fuldtud?. Johannes liv var baseret på tro, håb og kærlighed. Troen og håbet som eneste udvej i koncentrationslejren, og kærligheden i den opbyggende tid: til mennesker, arkitektfaget og til livet.
Med Johannes Exner er en af arkitektfagets store mentorer gået bort. 
Foto: Johannes Exner i 2006, E+N Arkitektur 


Johannes Exner

Persondata
Født 25-03-1926 i Hald
Gymnasiast, dengang bosiddende i Præstegård Hald Jylland

Arrestationsgrundlag
Arresteret for at deltage i modstandsarbejde.
Begrundelse: "Uddelt illegale skrifter"

Datoer
Arresteret
:
18-2-1945
Ankomst til Frøslevlejren
:
4-3-1945
Til Sverige
:
25-4-1945

Opholdet i Frøslevlejren
Boede i barak nr.
:
H 14 stue 8


Johannes Exner
Født 25.03.1926
Død 16.05.2015
Gymnasiast

Adresser
Frøslevlejren

Modstandsaktivitet
Almen illegal aktivitet (fængslet)
Illegal presse
Militærgruppe
Modtagegruppe

Frøslevlejrens fangekartotek
Johannes Exner var indsat i Frøslevlejren for sine modstandsaktiviteter.

Johannes married Inger Augusta Würtzen on 30 May 1952. Inger (daughter of Frederik Emil Würtzen and Anna Simone Marcussen) was born on 20 Aug 1926 in Østervangsvej 16, Randers Sankt Peders Sogn, Randers Amt; was christened on 26 Sep 1926 in Sankt Peders Kirke, Randers. [Group Sheet] [Family Chart]

Notes:

*1926, arkitekt.
*20.8.1926 i Randers.
Forældre: fabrikant Frederik Emil Würtzen (1880-1950) og Anna Simone Marcussen (1886-1978).
~30.5.1952 med professor ?Johannes E., *25.3.1926 i Hald sg., s. af provst Gustav Johan Adolf E. og Gunild Holt.
Børn: Hans (1953), Karen (1957), Anne-Mette (1962), Morten (1964).
IE er sammen med sin mand, arkitekt Johannes E., blevet kendt som en eminent kirkebygger og restaureringsekspert. I parrets lange samarbejde har deres indsats ikke kunnet skilles fra hinanden. Hun voksede op i Randers i et kristent og borgerligt hjem med fire søstre. Faderen solgte metalvarer, moderen var hjemmegående. I barndommen interesserede hun sig for at tegne, og efter studentereksamen fra Randers Statsskole 1945 og et år som ung pige i huset gik hun på Arkitektskolen 1946-54. I studietiden arbejdede hun 1951-53 på tegnestuen Bjørn & Bernadotte med udformning af industrielt design. I 1952 blev hun gift med studiekammeraten Johannes E., som hun havde kendt siden gymnasiet. Som andre i tiden var de optaget af den internationale modernisme kombineret med social forståelse og funktionelle aspekter. Det moderne skulle senere i deres værker blive blandet med traditionen på en helt særlig Exnersk måde i deres mange kirkebyggerier.
Kirkerestaureringer havde parret kendskab til gennem IEs svigerfader, der var provst, og restaureringsarbejde blev en del af deres hverdag, da ægtefællen i 1956 blev ansat hos arkitekt ?Mogens Koch, der restaurerede kirker. Også personligt var ægteparret forankret i kristendommen, og de førte teologiske samtaler med bl.a. arkitekt Johan Otto von Spreckelsen, som de kendte fra studietiden. Sammen med Spreckelsen udarbejdede de et ikke-realiseret kirkeprojekt i Vangede. I 1958 oprettede parret egen tegnestue i Århus efter at have vundet 1. præmie i en konkurrence om en ny kirke i Randers sammen med arkitekt Knud Erik Larsen. Skt. Clemens Kirke i Randers 1963 blev den første af parrets i alt 13 nye kirker, der kom til at ligge med stor geografisk spredning ud over landet. Hvor Skt. Clemens Kirke er en processionskirke, blev de efterfølgende kirker udformet ud fra den overbevisning, at forkyndelsen ifølge den lutherske kirkes selvforståelse bør foregå blandt menigheden, snarere end fra et ophøjet alterscenarie for enden af en gang. Liturgien fordrer, at kirken udformes som en centralkirke med menigheden samlet omkring alter, font og prædikestol. Dette princip benævnte IE og hendes mand i 1964 ?circumstantes?, dvs. omkringstående, efter et udtryk i A. Rappes bog Domus eccleciae. I Præstebro Kirke i Herlev 1966-69, i Sædding Kirke i Esbjerg 1978, og i Skæring Kirke i Århus 1994 er alteret placeret i det ene hjørne og adgangsvejen i den ene diagonal. Opstandelseskirken i Albertslund 1984 er udformet med inspiration fra byzantinske ottekantede kirker. Kirkerummet er oplyst af sprækker i ottekantens hjørner, der kaster strejflys ind på væggene med rosafarvede felter.
Stofligheden og lyset kommer på anden vis dramatisk frem i den kubisk formede Islev Kirke 1968-69, hvor rummet er oplyst af sparsomt nedsivende dagslys. Rummets dunkle stemning er inspireret af romanske kirker. Det gælder også Nørre Uttrup Kirke i Nørresundby 1975-77. Den arkitektoniske oplevelse af de enkelt udformede rum er stærkt understøttet af en rusticitet med inspiration fra den svenske arkitekt S. Lewerentz. Som hos Lewerentz er IE og hendes mands foretrukne materiale tegl, og det er anvendt i rigt mål ud fra et homogenitetsprincip, som de udformede efter en studierejse i 1953 til italienske landsbyer, hvor de oplevede, at alt havde samme materialekarakter. Nørrelandskirken i Holstebro 1967-69 er således opført udelukkende i tegl og fremstår med en stram skulpturel styrke, der henleder tanken på den amerikanske arkitekt L. Kahn. Homogenitetsprincippet anvendtes også til at udforske andre materialer som beton, der benyttedes med forskellige overflader i Gug Kirke i Ålborg 1973.
IE og Johannes E. har fået næring til deres eftertænksomme og holdbare kirkebyggerier gennem målrettede studier. Til grund for de færdige værker har ligget et stort forarbejde med modeller og skitser samt en omfattende rejseaktivitet til vest- og østeuropæiske kirker. Drivkraften bag den ihærdige indsats har været ønsket om at rense ud og skabe klarhed på alle planer i en bygning såvel funktionelt som æstetisk, og deres indsats har også omfattet inventar. Til flere kirker har slægtningene, guldsmedene ??Helga og ?Bent Exner, udført stager, krucifikser og altersølv.
I 1960?erne og 1970?erne udførte IE og hendes mand et stort antal kirkerestaureringer. På dette område udtrykte de deres personlige opfattelse af tidens processer, som de ønskede skulle være synlige i modsætning til en mere rigid tilbageføring til det oprindelige. Deres hovedværk har dog ubetinget været Koldinghus, som de gennem 20 år førte tilsyn med og restaurerede på opfordring fra Boligministeriet 1972-92. Slottets oprindelige form fra 1808 blev genetableret uden at sløre tidligere tiders byggeaktivitet. Indsatsen påkaldte sig international bevågenhed og affødte Europa Nostra Prisen i 1994. Deres fineste opgaver omfatter også restaureringen af Rundetårn, Trinitatis Kirke og Trinitatis Kirkeplads med nyskabelsen Trinitatis Sognehus 1983, som blev en af de første sognegårde, som tegnestuen opførte. De i alt 11 sognegårde opført fra 1978 og frem er vidt forskellige og synes i højere grad end kirkerne at tage udgangspunkt i stedet. Til Roskilde Domkirke har de med ?Vilhelm Wohlert også tegnet ?Frederik 9.s begravelsesplads. Deres værker har været vist på mange udstillinger, senest den retrospektive udstilling Inger og Johannes Exner på Museet på Koldinghus 1996. De har modtaget utallige priser og æresbevisninger, bl.a. Eckersbergs Medaille 1983, Træprisen 1987, Nykredits Arkitekturpris 1991, C.F. Hansen-Medaillen 1992 og samme år Honorary Fellowship of The American Institute of Architects. Fra 1998 er tegnestuen videreført af de to døtre, arkitekterne Karen E. og Anne-Mette E., samt Finn Larsen.
Foto i KB.
Arkitektur DK 1/1994.

Frederik married Anna Simone Marcussen. [Group Sheet] [Family Chart]